Litteratur

3 musikbiografier

Nogle liv er så fyldt med musik, drama og personlighed, at de nærmest skriger på at blive fortalt. Musikbiografier giver os et sjældent indblik i kunstnernes kreative rejser, op- og nedture og den passion, der driver dem. Her anbefaler jeg tre stærke biografier, der hver især bringer os tættere på musikken – og menneskene bag.

Af Eva Dixen, Hadsten og Ulstrup Bibliotek

Vidunderbarn

Biografi. Michala Petri er bedst kendt som Danmarks internationale, verdenskendte blokfløjtevirtuos. Hun debuterede allerede som 11-årig, forlod folkeskolen efter 4. klasse og kom i stedet på Staatliche Hochschule für Musik und Theater i Hannover, Tyskland, og har siden haft en international karriere. Hun har uropført mere end 150 musikstykker, skrevet specielt til hende af alverdens komponister. Michalas ungdom var fokuseret på en sund livsstil, musikuddannelsen og en solistisk karriere. I en tilværelse med konstant rejseaktivitet, succes og ansvar blev erfaringerne fra musikken hendes guide. I sin erindringsbog fortæller Michala Petri om sit usædvanlige liv. Det er en følsom og inspirerende fortælling om musik, kærlighed og livet. 

Livet og musikken. Af Michala Petri

På stikkerne

Biografi. Her møder vi pigen, der sidder midt i det hele bag sit lyserøde trommesæt, når popduoen L.I.G.A. giver koncert. Hun er født i Bagdad i Irak og boede her de første 10 år af sit liv, indtil hendes far flygtede fra Saddam Husseins diktatur, og hun senere blev familiesammenført med ham i Danmark. Ud over mødet med trommerne beskriver bogen også livet med to kulturer, der ikke altid matcher hinanden. Hun lykkes dog med at frigøre sig fra familiens forventninger og samtidig bevare et tæt og godt forhold til forældrene.  Ihan er i besiddelse af en vedholdenhed og vilje, man kun kan beundre og respektere. Biografien er meget hurtigt læst og kan være en øjenåbner for mange, der gerne vil læse om nutidens musikkultur.

Pigen med trommestikkerne. Af Ihan Haydar 

 

 Se filmen – læs bogen

Biografi. Mens filmen om Tommy Seebach ”Under stjernerne på himlen” kører i alle biografer landet over, mærker vi også interessen på biblioteket. Denne biografi, oprindeligt udgivet i 2010, er baseret på interviews med familien og en masse af hans musikalske kolleger. Derudover er den velillustreret med fotos fra hans liv og karriere.  Det er en let læst og usentimental beskrivelse af Tommys musikalske liv, hans op- og nedture og karrieren som Kongen af Melodi Grand Prix. Man får indtryk af en ambitiøs popmusiker, der måske ikke i sin levetid får den professionelle anerkendelse, han fortjener. Det er meget rørende læsning, og som dansk musikhistorie vækker bogen mange minder for mig - en fast Melodi Grand Prix-følger i 70’erne og 80'erne.

Tommy: en biografi. Af Peer Kaae