Litteratur

3 bøger om Grundloven

Grundlovsdag er lige om hjørnet, og i år fejres det på bibliotekerne for både unge og ældre. I Hadsten har vi inviteret fire 8. klasser til grundlovsfest, og i Hammel synger vi fællessang med særligt fokus på både nye og gamle grundlovssange. Her følger 3 vidt forskellige materialer du kan fordybe dig i, hvis du vil vide mere om tiden omkring grundlovens skabelse.

Af Christine Ellebæk Sørensen, Hammel Bibliotek

Grundloven formidlet for børn

Børnebog. Sigurd Barrett er en fremragende formidler, og i denne bog har han kastet sig over Grundloven. Bogen fortæller om, hvordan demokratiet kom til Danmark og hvilken historie, der ligger bag. Den beskriver danmarkshistorien fra 1819 og frem til vedtagelsen af grundloven i 1849, men også hvilke udfordringer, der stødte til siden. Sigurd Barrett skriver i et lettilgængeligt sprog om et emne, der kan være svært at forstå. Hvis du gerne vil tale med dit barn om grundloven, er det her et rigtig godt sted at starte. Teksten er levende og illustreret på en måde, så man ikke keder sig. 

Sigurd fortæller om Grundloven. Af Sigurd Barrett

Hverdagen i tiden omkring grundlovens skabelse

Roman. Sommetider er det nemmest at forstå fortiden, hvis den fortælles gennem en historie og ikke ved fakta. Ulla Fastings to kalejdoskopiske slægtsromaner og hverdagsfortællinger fra 1800-tallet er glimrende eksempler. De mange små fortællinger skaber et billede af Danmark i et århundrede, hvor fagforeningstanker, kvindebevægelsen og forskellen på rig og fattig fylder meget i bevidstheden. Stærkest, men også konfliktfyldt, står dog kærligheden og familien, der oftest støtter fællesskabet, men også kan føles hæmmende for den enkelte. Det er varme og velskrevne beretninger om et århundrede, der forandrede Danmark på godt og ondt. 

Som boblerne i bækken og Sårfeber. Af Ulla Fasting

Kvinder og tyende – og grundloven

Fagbog. Officielt fik hele Danmark stemmeret og rådighed over deres eget liv og ejendom i 1849. Men i realiteten var det kun et mindretal af befolkningen, nemlig 14%, der fik politiske rettigheder dengang. Alle kvinder, alle under 30 år samt mænd, der ikke havde deres egen husholdning, var udelukket. Så særligt demokratisk var loven ikke! Det blev der imidlertid lavet om på i 1915, da såvel kvinder som uformuende mænd fik valgret. En kæmpe sejr! Hele historien om valget i såvel 1849 som tiden frem til 1915 er beskrevet grundigt men letlæseligt af Pia Fris Laneth, der også er kendt for bestselleren ’Lillys Danmarkshistorie’.

1915 – Da kvinder og tyende blev borgere. Af Pia Fris Laneth