Litteratur

Nye tider i 'Afdeling Q'

Da de lovede ti bind af serien om Carl Mørck og afdelingen for uopklarede sager var afsluttet, gav Jussi Adler-Olsen stafetten videre til Line Holm og Stine Bolther. Dette triumvirat har nu skrevet og udgivet bind 11: ”Døde sjæle synger ikke”. Den 4. november besøger de Hammel Bibliotek. For Line Holms vedkommende bliver det ikke første besøg her i byen – hun er nemlig født og opvokset i Hammel.

Af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek

Forfatterens egen historie

Biografi Jussi Adler-Olsen var midaldrende, før han fik sit store gennembrud som forfatter med bind 1 serien, ”Kvinden i buret”. Inden da havde han beskæftiget sig med et hav af forskellige ting: Tegneserier, musik, byggeprojekter … Alt det hører man om i denne glimrende og stærkt underholdende biografi. Journalisten Jonas Langvad Nilsson har i fem år fulgt krimiforfatteren og interviewet omkring 150 kilder for at tegne portrættet. Det er historien om en dreng, der voksede op på tre forskellige sindssygehospitaler, en ung mand der prøver at få pengene til at række, og den modne mand, der ønsker at slå igennem som forfatter. Biografien er illustreret med fotos fra Jussis liv, og sidst i bogen finder vi det imponerende CV, der tegner et billede af en ægte iværksætter.
Jussi. Af Jonas Langvad Nilsson.

Arvtagerne

Krimi Stine Bolther og Line holm er begge journalister, og inden Jussi kom ind i billedet, har de sammen skrevet tre glimrende krimier med historikeren Maria Just i hovedrollen. Da vi møder hende første gang, er hun ved at forberede en ny udstilling på Politimuseet om gamle uopklarede mordsager. Hun opdager et helt specielt tegn på mordofrene – det samme tegn, som er fundet på liget af Røde Kors' generalsekretær, der netop er blevet brutalt myrdet. Hvordan hænger det nye drab sammen med gamle, uopklarede sager? Opklaringen bringer Maria forbi Østjylland, og her mærker vi forfatternes kendskab til lokale forhold. Efter ”For barnets bedste” udkom ”Lovløs” og ”Natjæger” i samme serien, og det mest ærgerlige ved den meget vellykkede opfølgning på Afdeling Q-serien er, at vi nok ikke får flere bøger om Maria Just …
For barnets bedste. Af Line Holm og Stine Bolther

True crime

Fagbog Indtil nu har Stine Bolther især beskæftiget sig med danske kriminalsager fra virkelighedens verden, fx i form af interviews med tidligere drabschefer. Den nyeste bog i den genre er Jens Møller Jensens anden bog om livet som efterforsker af mord og andre markante sager. Vi kommer igen med Møller Jensen på arbejde og får et unikt indblik i politiets rutiner.

Hvis man drages af de mørke sider af samfundet, vil man føle sig underholdt og til tider en smule skræmt, da indholdet kan virke barskt. Møller Jensen fortæller også om livet efter han er sluttet i politiet, og i kapitlet "Sager, der nager" beretter han om de få uopklarede sager, han har efterladt i sit kølvand. 
Efterforsket. Af Jens Møller Jensen og Stine Bolther